Vi har ledige pladser i skolen, dreng eller pige 6 - 18(23) år. Vi har 2 ledige pladser i døgntilbuddet 6 - 18(23) år. Kontakt os for at høre nærmere.

 

Til familien


Gl. Højgaard er en gammel firlænget gård i Trunderup på Midtfyn. Den har siden 1987 været indrettet og fungeret som opholds- og behandlingssted for større børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kan bo hjemme.

Gl. Højgaard ligger ude på landet i grønne omgivelser. Der er god plads omkring os med store grønne plæner, legeredskaber, boldbane, crossbane mm.

Vi gør hvad vi kan for, at den gode stemning møder jer, når I træder ind af døren. Det betyder at Gl. Højgaard skal være et sted, hvor både børn, unge og voksne kan føle sig godt tilpas.

Før et barn eller en ung flytter ind, har vi holdt et møde med både barnet/den unge og familien samt med sagsbehandleren. På dette møde afklares det, om I og vi kan påbegynde et samarbejde om jeres barn.

I har sikkert mange spørgsmål at stille til os. Hvis I kommer i tanke om, at der er noget, I har glemt at spørge om, så ring endelig til os på tlf. 6227 2159. Gl. Højgaard har åbent 24 timer i døgnet 7 dage om ugen året rundt.
I er som familie altid velkommen til at ringe til os, når og hvis der er noget, I gerne vil snakke med os om.
Af hensyn til vores dagligdag og de rutiner, vi har, beder vi jer dog forsøge at ringe i dagtimerne, hvor vi er flest på arbejde.



Dagligdagen på Gl. Højgaard


I dagligdagen bestræber vi os på, at livet nærmer sig det, som vi ser i en stor familie.
Der er madlavning, tøjvask, snak ved køkkenbordet, kortspil, aktiviteter ud af huset osv. Når barnet/den unge er parat til det, er der mulighed for at deltage i sport eller anden fritidsaktivitet uden for Gl. Højgaard.

Alle har pause/stilletime efter skoledagen. Her er man på sit værelse.
Der kan i perioder være en eller flere af de unge, som er i praktik om eftermiddagen enten på Gl. Højgaard eller et sted i lokalområdet.
Efter stilletimen har vi fællesmøde. Her snakkes der om resten af dagens program. Hvem skal i køkken, vaske tøj, forslag til aktivitet.
Nogle skal måske ud at handle eller til idræt i foreningen.



En tryg base


Når barnet/den unge flytter ind , er der gjort et værelse klar til vedkommende. Der er en seng og møbler, sengetøj og håndklæder. Man må også gerne have sine egne ting med.

Der er altid voksne i nærheden, der gør hvad de kan for at skabe en tryg og forudsigelig base for alle. Derudover er der en sovende nattevagt.

Vi er ansvarlige for, at jeres barn får den støtte og omsorg det har brug for. Jeres barn skal føle sig set, hørt og forstået.

Hvert barn har en primær voksen, der er specielt opmærksom på netop jeres barn, og som samarbejder med jer.

De børn og unge, der bor hos os, har og har haft mange udfordringer og vanskeligheder. Ud fra de givne vilkår tilrettelægger vi en dagligdag med undervisning og samvær, der passer jeres barns behov og giver de bedste muligheder for jeres barn.





‘‘Strandfund.’’


Polaroid



‘‘Vi lægger vægt på at have gode traditioner.’’


Polaroid 2


 

Det social-pædagogiske opholdssted Gl. Højgaard - Gl. Nyborgvej 53 - 5772 Kværndrup - Tlf. 6227 2159 - CVR: 11778372 - Email:        Gl. Højgaard på Facebook